Da vi skulle lave vores hjemmeside, blev vi enige om at vi samtidig skulle have et logo for Møllegårdens Botilbud.
Vi søgte efter noget, der kunne kendetegne den proces, der sker når et ungt menneske flytter ind på Møllegården dybt afhængig af hjælp, støtte og motivation, og påbegynder sit personlige udviklingsarbejde frem mod en parathed til at flyve fra Møllegården , ud i eget selvstændigt og selvforvaltende liv.
Det kunne ikke blive andet end Fugl Føniks
Den hejre lignende fugl, der brænder op i sin rede for at genopstå af asken og flyve ud i livet
Eventyr af Hans Christian Andersen
I Paradisets Have, under kundskabstræet, stod en rosenhæk; her, i den første rose, fødtes en fugl, dens flugt var som lysets, dejlig dens farve, herlig dens sang.
Men da Eva brød kundskabens frugt, da hun og Adam joges fra Paradisets Have, faldt fra straffeenglens flammesværd en gnist i fuglens rede og antændte den. Fuglen døde i flammerne, men fra det røde æg fløj en ny, den eneste, den altid eneste Fugl Føniks. Sagnet melder, at den bygger i Arabien, og hvert hundrede år brænder sig selv op i sin rede, og at en ny Føniks, den eneste i verden, flyver ud fra det røde æg.
Fuglen omflagrer os, hurtig som lyset, dejlig i farve, herlig i sang. Når moderen sidder ved barnets vugge, er den ved hovedpuden, og slår med vingerne en glorie om barnets hoved. Den flyver gennem nøjsomhedens stue, og der er solglans derinde, den fattige dragkiste dufter med violer.
Men Fugl Føniks er ikke alene Arabiens fugl, den flagrer i nordlysskær på Laplands issletter, den hopper imellem de gule blomster i Grønlands korte sommer. Under Faluns kobberklipper, i Englands kulgruber flyver den, som et pudret møl, hen over sangbogen i den fromme arbejders hænder. Den sejler på lotusbladet ned ad Ganges' hellige vande, og hindupigens øjne lyser ved at se den.
Fugl Føniks! Kender du ham ikke? Paradisets fugl, sangens hellige svane. På Thespiskærren sad den, som en sladrende ravn, og slog med de sorte, bærmebesmurte vinger; over Islands sangerharpe gled svanens røde, klingende næb; på Shakespeares skulder sad den som Odins ravn og hviskede ham i øret: Udødelighed; den fløj ved sangerfesten gennem Wartburgs riddersal.
Fugl Føniks! Kender du ham ikke? Han sang dig Marseillaisen, og du kyssede fjeren, der faldt fra hans vinge; han kom i paradisglans, og du vendte dig måske bort til spurven, der sad med bogguld på vingerne.
Paradisets fugl! fornyet hvert århundrede, født i flammer, død i flammer, dit billede indfattet i guld hænger i de riges sale, selv flyver du tit vildfarende og ensom, – et sagn kun: Fugl Føniks i Arabien.
– I Paradisets Have, da du fødtes under kundskabstræet, i den første rose, kyssede Vor Herre dig og gav dig dit rette navn – Poesien.
SLUT
Møllegården startede i 1998 som et aflastningstilbud.
I 2000 blev Møllegården ændret til et midlertidigt Botilbud.
Møllegården var normeret til 4 unge i alderen 18-25 år
I 2007 udvidede vi til 8 unge og indkøbte 4 boligpavilloner, indrettet som selvstændige lejligheder.
I 2012 etablerede vi Fiona skolen, et dagtilbud til de unge på Møllegården, der endnu ikke var parate til at tage udfordringen op med skole eller job uden for Møllegården. Fiona skolen blev en stor succes.
I 2019 og i 2021 har vi udvidet vores tilbud med to pladser, som er beliggende i to eksterne lejligheder i en nabo ejendom. i 2022 fik vi to lejligheder mere.
Vi har igennem de mange år, vi har eksisteret som Botilbud, specialiseret os i unge mennesker med psykiatriske problemstillinger. Vi er i dag godkendt til § 66 stk. 1 nr. 5, § 107 . I 2016 har vi yderligere fået godkendelse til §108.
Alderen er udvidet til 35 år gældende for §108
Vi har visioner for Møllegården og vi brænder for at gøre en forskel for de unge, som bosætter sig her.